59-årig anholdt efter knivangreb på kvinde i Hammel

Kvinden blev stukket i halsen og er fortsat indlagt i alvorlig tilstand.
En kvinde blev onsdag formiddag overfaldet og stukket i halsen i Hammel.
Det fik Østjyllands Politi at vide, da anmeldelsen indløb klokken 11.03, og flere patruljer blev øjeblikkeligt sendt til stedet.
Få minutter efter anmeldelsen lykkedes det politiet at anholde den formodede gerningsmand – en 59-årig mand. Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
En ambulance ankom kort efter og kørte kvinden til behandling på hospitalet i kritisk tilstand. Onsdag eftermiddag var hendes tilstand alvorlig, men stabil, og hun er fortsat indlagt.
Politiet er nu i gang med at kortlægge forløbet op til overfaldet. Fg. vicepolitiinspektør Bolette Høy fra Østjyllands Politi udtaler: “Der venter os fortsat et større efterforskningsarbejde med at få klarlagt, hvad der er gået forud for overfaldet – men der er ingen tvivl om, at der er tale om en meget alvorlig sag.”
Den 59-årige mand forventes fremstillet i grundlovsforhør torsdag formiddag klokken 10.30 ved Retten i Randers, hvor anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre.
Østjyllands Politi oplyser, at de i den kommende tid vil være ekstra synligt til stede i området.