Tre teenagere anholdt for terrorplaner mod Hadsten Skole

To 16-årige og en 15-årig dreng skulle ifølge sigtelsen have planlagt at dræbe og såre flere personer på skolen i Favrskov.
Tre teenagedrenge blev mandag morgen anholdt og sigtet for forsøg på terrorisme. Østjyllands Politi foretog anholdelserne i samarbejde med PET og Københavns Politi. To 16-årige drenge og en 15-årig dreng er alle sigtet efter straffelovens paragraf 114, der omhandler terrorisme.
Ifølge sigtelsen planlagde de tre via korrespondancer på platformene Discord og Telegram at dræbe og såre flere personer på Hadsten Skole i Favrskov Kommune. To af drengene blev anholdt i Østjylland, mens den tredje blev anholdt i København.
De tre fremstilles i grundlovsforhør klokken 16.00 ved Retten i Randers, hvor forhøret afholdes bag lukkede døre.
“Vi har haft et rigtig godt samarbejde med PET og Københavns Politi, der gjorde, at vi mandag morgen kunne foretage anholdelse af de tre mistænkte på de adresser, de bor på,” siger politiinspektør Anders Uhrskov.
Han understreger, at der ikke længere vurderes at være fare for skolen.
“Det er en alvorlig sag, der naturligt skaber utryghed, men det er vigtigt at pointere, at vi efter anholdelserne ikke ser nogen fare for den konkrete skole. Vi er i dag gået i dialog med Favrskov Kommune og Hadsten skole om, hvordan vi kan hjælpe med at få skabt tryghed for elever, forældre og ansatte,” siger politiinspektøren.